Menu

LIGE VED OG NÆSTEN IMOD CHRISTIANSBJERG

Jacob Serwin
18. september 2024 kl. 19:23
Desværre et knebent nederlag til Christiansbjerg IF

Christiansbjerg IF - Galten FS, 3-2 (3-1)

'8 ⚽️ Christiansbjerg IF
'20
⚽️ Christiansbjerg IF
'30
⚽️ Mads Horsager
'43
⚽️ Christiansbjerg IF
'70
⚽️ Marcus Riis

Lørdagens kamp mod Christiansbjerg IF endte desværre i et 3-2 nederlag, men det var endnu en kamp, hvor vi viste, at vi godt kan spille op med de bedste hold i rækken. Christiansbjerg, som i sidste sæson kæmpede om oprykning til Jyllandsserien, kom som forventet stærkt ud af starthullerne.

Deres pres mod vores mål resulterede hurtigt i en fortjent 1-0 føring - allerede efter 8 minutter. Efter scoringen ændrede kampen dog karakter. Vi fik styr på spillet, havde bolden mest og begyndte at skabe de fleste chancer. Vi dominerede på bolden, og vi følte at momentum var skiftet.

Men desværre ramte vi (igen) et bump på vejen efter 20 minutter, da en kikset bold i en ellers ufarlig situation blev spillet lige i fødderne på en Christiansbjerg-spiller på kanten af feltet. Det udnyttede de til at udbygge føringen til 2-0 – en fejl på et tidspunkt, hvor Christiansbjerg ikke var i nærheden af at skabe noget farligt.

Heldigvis lod vi os ikke slå ud. Drengene kæmpede videre, og 10 minutter senere reducerede Mads Horsager til 2-1. Nu følte vi for alvor, at vi kunne hente dem – og måske endda tage alle tre point. Men igen kommer de personlige fejl i fokus. Efter selv at have skabt en 100% chance (som havde betydet udligning), blev vi fanget af en Christiansbjerg-kontra, som egentlig ikke var farlig til at starte med. Men med fire mand mod deres to kiggede vi passivt udelukkende på bolden, hvilket gav en fri modstander plads til nemt at score til 3-1. Et mål der ligesom utallige andre i sæsonen, føltes unødvendigt og mega ærgerligt, da vi netop var på vej tilbage i kampen.

Trods modgangen kæmpede vi ufortrødent videre, og i anden halvleg var det os, der pressede på og skabte chancerne. Vi fik reduceret til 3-2 og havde flere store muligheder for at udligne, men skarpheden manglede. Det endte derfor med et 3-2 nederlag, men vi kan tage mange positive ting med fra kampen.

Efter kampen var fokus netop på de gode ting – vi spillede op med et tophold i Serie 1 og var på mange områder bedre end dem. Vi ved, hvad der skal rettes, og selvom de små personlige fejl stadig koster os dyrt, er der masser af positive elementer at bygge videre på. Men det er essentielt, at de personlige fejl bliver minimeret.

Næste kamp spilles nu på lørdag, hjemme mod ASA. Her skal vi vise, at vi kan lære af de fejl, der har kostet os point hidtil i sæsonen.

Luk